Et raskt møde med Chiapas

Så blev det tid til at møde de frivillige kræfter fra de fem regioner rundt om i landet, som er den helt store drivkræft bag Siijuve - i weekenden havde vi nemlig møde med hele gruppen i Chiapas.

Chiapas er en stat 12 timers kørsel syd på og det bliver hurtigt til 15 timer når man starter med at vente tre timer på busstationen i Puebla fordi bussen er gået i stykker og man bliver nødt til at skifte til en anden. Vi kørte natten mellem fredag og lørdag og ankom til San Cristobál De Las Casas lørdag kl. 12 og kørte så direkte på med møde. Her er et billede af de smukke omgivelser i Chiapas.

Vi var ni i det hele og hvilken indlevelse. Det er skønt når folk er så engagerede i det de laver. Diskussionerne gik højt og vi sad i møde seks timer uden pause for derefter at gå ud at spise og så køre på med møde igen tre timer mere. Vi var alle godt trætte bagefter, men eftersom alle kommer fra forskellige steder i landet og derfor ikke ser hinanden så tit, var vi alle opsatte på en god fest. Natten gik derfor med masser af dans, smagsprøver på tequila og ildshow, fordi det jo var min fødselsdag - jeg havde bare glemt et identifikationskort!!!:)

Søndag blev der tid til at gå på marked (her sidder vi alle, bortset fra Rafa som tager billedet, på market i San Cristobál), vi besøgte et projekt for tvangsfjernede piger og i Tuxtla var der dans i parken om aftnen, hvor flere hundrede mennesker deltog - det var en fest for både unge og gamle og det foregår hver aften - helt fantastisk! Her er nogle af siijuverne sammen med de flotte dansere.


Og så gik turen ellers hjemad igen!

Det er ikke sidste gang jeg er i Chiapas. Det er en stat der har meget at byde på - pyramider, vandfald, smukke strande og fantastisk natur. Desværre blev der ikke tid til dette denne gang. Til gengæld mødte jeg holdet bag Siijuve - og hvilke skønne mennesker!

Mandag holdt vi fri og i går var vi forbi immigrationskontoret - det tog et par timer i kø og kopier af alverdens papirer. Nu er det bare at vente - det kan tage alt i mellem 2 måneder til 6 måneder før jeg får min opholdstilladelse. Jeg håber det bliver inden mit turistvisum udløber!:)

En glad hilsen fra Puebla

Here I come Mexico

I lufthavnen i London og Bonnie er ikke at se nogle steder. Først tænkte jeg at hun nok bare var sent på den, men efter en time blev jeg lidt nervøs og jeg havde selvfølgelig hverken hendes eller hendes brødres numre, da hun først ankom til London fra Auckland dagen før mig. Heldigvis havde jeg en meget hjælpsom mor i Danmark som ringede til tre Michaels i London - det var desværre ikke nogle af dem der var Bonnies bror. Til sidst fandt hun telefonnummeret til Bonnies forældre i New Zealand og så var der ikke andet for end at ringe og vække dem klokken fire om natten. Ja ja, men til sidst fandt jeg altså Bonnie...

Jeg havde en god weekend i London, hvor vi både nåede at feste i en by lidt uden for London og se riddere som faldt af hesten og kæmpede med sværd - det var meget imponerende!

Og derfra gik turen altså videre til Mexico, men det fly jeg skulle med var selvfølgelig overbooket og de tilbød mig 600 pund hvis jeg ville blive en dag ekstra i London. Meeen nej, jeg ville egentlig bare hellere afsted, og det kom jeg selvom jeg først fik af vide at jeg kom afsted fem minutter inden de lukkede boardingen.

Jeg har aldrig fløjet med så stort et fly før, vi var 351 passagerer ombord. Jeg sov ikke på flyet, men jeg havde fået nogle homøopatiske piller af Bonnie som skulle forhindre eller minimere jetlag. Jeg har ikke rigtigt haft jetlag, men om det var pillerne eller fordi jeg holdt mig vågen indtil alle andre gik i seng i Puebla ved jeg ikke.

Fra Mexico City tog det to timer med bus til Puebla. Min familie bød mig velkommen med åbne arme, selvom de i ægte mexicansk stil var en halv time forsinket. Jeg har en skøn mor, Paty, som ejer et lille spisested og hun laver helt fantastisk god mad. Min søster Cely er 24 og min bror Pablo (som vi kalder Pablito) er 11. Faren er ikke så meget hjemme fordi han arbejder meget. Derudover bor her også en pige på 16, Anita, som hjælper til i restauranten. Alle griner meget og Pablito elsker at fortælle jokes. Jeg har sagt til ham, at han må gæmme nogle til om et par måneder så jeg kan forstå dem. Lige nu forstår jeg dem ikke så godt, men han er meget tålmodig. Det er alle jeg møder.

I Siijuve er der masser af arbejde og nu har jeg fået en introduktion til alt jeg skal være med til. Jeg er ansvarlig for alle de Mexicanere der tager til Europa. Der er mange ting at holde styr på lige nu, men det er dejligt at der er noget at lave, så jeg ikke skal sidde og trille tommelfingre. Jeg arbejder sammen med to piger Rasjidah og Yadihra som er utroligt søde.

I dag prøvede jeg at bilde dem ind at der er frøer i en mexicansk spise "mole" fordi Cely fortalte mig at der var rosiner i mole. Problemet var bare at jeg byttede om på pasa (som betyder rosin) og rana (som betyder frø). Vi fik dog et godt grin ud af det:)

Og så lige en sidste ting: Det er en eventyrsrejse at køre i bus i Puebla, man skal bare huske at holde godt fast:)

Hasta pronto

Un abrazo