torsdag den 13. august 2009

Et raskt møde med Chiapas

Så blev det tid til at møde de frivillige kræfter fra de fem regioner rundt om i landet, som er den helt store drivkræft bag Siijuve - i weekenden havde vi nemlig møde med hele gruppen i Chiapas.

Chiapas er en stat 12 timers kørsel syd på og det bliver hurtigt til 15 timer når man starter med at vente tre timer på busstationen i Puebla fordi bussen er gået i stykker og man bliver nødt til at skifte til en anden. Vi kørte natten mellem fredag og lørdag og ankom til San Cristobál De Las Casas lørdag kl. 12 og kørte så direkte på med møde. Her er et billede af de smukke omgivelser i Chiapas.

Vi var ni i det hele og hvilken indlevelse. Det er skønt når folk er så engagerede i det de laver. Diskussionerne gik højt og vi sad i møde seks timer uden pause for derefter at gå ud at spise og så køre på med møde igen tre timer mere. Vi var alle godt trætte bagefter, men eftersom alle kommer fra forskellige steder i landet og derfor ikke ser hinanden så tit, var vi alle opsatte på en god fest. Natten gik derfor med masser af dans, smagsprøver på tequila og ildshow, fordi det jo var min fødselsdag - jeg havde bare glemt et identifikationskort!!!:)


Søndag blev der tid til at gå på marked (her sidder vi alle, bortset fra Rafa som tager billedet, på market i San Cristobál), vi besøgte et projekt for tvangsfjernede piger og i Tuxtla var der dans i parken om aftnen, hvor flere hundrede mennesker deltog - det var en fest for både unge og gamle og det foregår hver aften - helt fantastisk! Her er nogle af siijuverne sammen med de flotte dansere.


Og så gik turen ellers hjemad igen!

Det er ikke sidste gang jeg er i Chiapas. Det er en stat der har meget at byde på - pyramider, vandfald, smukke strande og fantastisk natur. Desværre blev der ikke tid til dette denne gang. Til gengæld mødte jeg holdet bag Siijuve - og hvilke skønne mennesker!

Mandag holdt vi fri og i går var vi forbi immigrationskontoret - det tog et par timer i kø og kopier af alverdens papirer. Nu er det bare at vente - det kan tage alt i mellem 2 måneder til 6 måneder før jeg får min opholdstilladelse. Jeg håber det bliver inden mit turistvisum udløber!:)

En glad hilsen fra Puebla